Forårsgeddekonkurrence 2023

Den 7. maj 2023 fra kl. 07.00 til kl. 15.00 i foreningens dagkortvand (undtagen Knudsø).

Tilmelding

Hvis du vil deltage i Forårsgeddekonkurrencen, skal du betale deltagergebyret senest kl.18 dagen før konkurrencen. Husk kun 1 deltager pr. køb.

Seniordeltagergebyr betaling (50 kr.)
Juniordeltagergebyr betaling (20 kr.)

Umiddelbart inden konkurrencens start modtager du en mail med dit deltagernummer og din registreringskode, som du skal bruge til registrering af dine fangster. Mailen sendes til den mailadresse, der oplyses i forbindelse med betaling af deltagergebyret.

Husk at benytte det rigtige deltagernummer og registreringskode, hvis du deltager i flere konkurrencer.

Hvis mailen ikke er modtaget inden konkurrencens start, kontakt da venligst foreningens webmaster på webmaster@silkeborg-fiskeriforening.dk.

Betales deltagergebyret på dagen, kan det ikke garanteres, at du modtager mailen med dit deltagernummer og din registreringskode inden konkurrencens start.

Regler

  • Det er en åben konkurrence, hvor alle kan deltage mod betaling af deltagergebyret. Hvis man ikke er medlem af Silkeborg Fiskeriforening, skal man udover deltagergebyret også have et dag-, uge- eller årskort.
  • Gedderne skal være fanget på foreningens dagkortvand (undtagen Knudsø) og overholde gældende mindstemål.
  • Det er ikke tilladt for konkurrencedeltagere at fiske på strækningen fra træbroen ved papirfabrikken til Viborgbroen under konkurrencen.
  • I tilfælde af pointlighed vinder deltageren, der har indberettet flest gedder (hvis der fortsat er pointlighed bliver placeringen delt og der trækkes lod om præmien).
  • Konkurrenceudvalget afgør alene, om fangst, foto mv. kan godkendes. Fotodokumentationen skal opbevares indtil konkurrencens afslutning og fremvises til konkurrenceudvalget på forlangende.
  • Vi opfordrer til Catch & Release.
  • Se endvidere de generelle konkurrenceregler.

Registrering af fangster

Registrering af fangster skal ske på https://silkeborg-fiskeriforening.dk/konkurrencer/registrer-fangst under konkurrencen. Under konkurrencen vil det være muligt at se den aktuelle stilling på https://silkeborg-fiskeriforening.dk/konkurrencer/resultater. Stillingen opdateres hver gang der registreres en fangst. Det er derfor vigtigt at fangster registreres umiddelbart efter, at de er foretaget, så stillingen bliver retvisende. Der lukkes for registrering af fangster kl. 15.05.

I tilfælde af problemer med registrering af fangster, er det muligt at få fangster registreret af konkurrenceudvalget i forbindelse med indmålingen, men senest 30 minutter før konkurrencen slutter.

Man kan indberette så mange fangster, man vil, men det er kun den længste gedde, der tæller med.

Fotodokumentation og trofæfoto

Se afsnittet under Konkurrenceregler.

Vigtigt: Deltagernummeret skal være synligt på fotodokumentationen. Nummeret kan skrives på en træklods eller anden tung genstand og skal lægges ved siden af fisken. Deltager­nummeret står i den tilsendte mail sammen med registreringskoden. Det er ikke nødvendigt at oplyse registreringskoden — kun deltagernummeret.

Præmieoverrækkelse

Kåring af vindere samt uddeling af præmier finder sted ca. kl. 15.30 i foreningens lokaler på Nylandsvej 70.

Der er præmier til 1., 2. og 3. plads til både seniorer og juniorer.

Knæk & bræk
Konkurrenceudvalget