Årskonkurrence 2022

Som et løbende supplement til foreningens øvrige konkurrencer holder vi en årskonkurrence med fokus på gedde, aborre og søørred.

Regler

  • Kun medlemmer af Silkeborg Fiskeriforening kan deltage.
  • Fiskene skal være fanget på foreningens fiskevand og overholde gældende mindstemål.
  • Konkurrencen løber fra og med 1. marts 2022 til og med 28. februar 2023.
  • Konkurrencen gælder for arterne gedde, aborre og søørred, og der findes en vinder for hver art ud fra følgende:
    • Gedde: Vinderen er det medlem, der fanger det højeste antal centimeter på 5 gedder.
    • Aborre: Vinderen er det medlem, der fanger det højeste antal centimeter på 5 aborrer.
    • Søørred: Vinderen er det medlem, der fanger den længste søørred.
  • Man kan indberette så mange fangster, man vil. Det er kun de længste fisk, der tæller med.
  • I tilfælde af pointlighed vinder medlemmet, der har indberettet flest fangster for den pågældende art.
  • Konkurrenceudvalget afgør alene, om fangst, foto mv. kan godkendes.
  • Vi opfordrer til Catch & Release.

Præmier og kåring

  • Præmien til vinderen for hver art er et gavekort på 1.500 kr.
  • De tre vindere kåres på foreningens generalforsamling i 2023, hvor præmieoverrækkelsen finder sted.

Indberetning af fangster

  • Fangster skal indberettes via DTU’s Fangstjournalen, der findes som både app og website. Se instrukser herunder for indberetning af fangster via appen på mobilen.
  • Indberetning skal ske senest en uge efter fangstdatoen.
  • Angiv i din profil på Fangstjournalen, at du er medlem af Silkeborg Fiskeriforening. Det gør du via “Min side”. Oppe i højre hjørne klikker du på de tre prikker. Vælg “Personlige oplysninger” → “Mine sportsfiskerforeninger” → “Tilføj forening”. Når du har valgt “Silkeborg Fiskeriforening”, skal du give tilladelse til, at foreningen “Må se mit navn”.

    Fangstjournalen profil

Sådan indberetter du via appen på mobilen

  1. Vælg “Registrer”. Her får du to muligheder. Screenshots herunder er for muligheden “Afsluttet fisketur”.

    Afsluttet fisketur

  2. Hvor fiskede du? Indtast navn på fiskevand.

    Navn på fiskevand

  3. Fisketursinfo
    Udfyld:
    • Fiskeret
    • Fisket efter
    • Start tidspunkt
    • Stop tidspunkt

      Fisketursinfo

      Vælg “Tilføj fangst” og udfyld:
    • Art
    • Længde: Længden angives i hele cm. Der rundes op til hele cm. Dvs. en fisk på 40,5 cm rundes op til 41 cm. Fisk under mindstemål må der ikke rundes op på.
    • Tilføj foto: Dit foto skal tydeligt dokumentere fiskens længde på et målebånd eller andet måleinstrument. Fisken skal ligge på højre side.
    • Hvem må se min fangst? Her skal du tilvælge “Statistik”, “Silkeborg Fiskeriforening” og “DTU Aqua”.

      Tilføj fangst

      Fotodokumentation

      Synlighed

      Under knapperne “Tilføj fangst” og “Tilføj observation” kan du tilføje et foto af dig sammen med fangsten.

      Tilføj fangst og observation